Det er fortsat ofte et tvistpunkt, hvornår en ejerforenings bestyrelse skal og kan give ejerfuldmagt til brug for medlemmernes indlevering af en byggeansøgning. Hvornår skal ejerforeningen egentlig give fuldmagten, og hvornår kan den nægte? Og kan bestyrelsen nægte at udstede fuldmagten, og henvise spørgsmålet til generalforsamlingens afgørelse? Den nye højesteretsdom giver ikke alle svarene, men nu har Københavns Byret behandlet en masse af disse aspekter i lyset af højesteretsdommen. 

Nogle penthouseejere i en ejerforening følte sig generet af lys og varme, og havde derfor uden at få tilladelse hertil fra ejerforeningen opsat såkaldte zip-screens, der kører ned langs vinduerne for at skabe skygge. Spørgsmålet var, om sådanne zip-screens var en markise, og hvad der ligger i disse definitioner. Ejerforeningen mente, at det hørte under begrebet markise, der var nævnt som værende forbudt at opsætte på bygningens ydre, og krævede disse fjernet og forholdene reetableret. Det samme gjaldt et glasparti, der var opsat for at skabe læ. 

Sagen angik også spørgsmålet om, hvorvidt ejerforeningens bestyrelse var forpligtet til at udstede såkaldt ejerfuldmagt, så de pågældende medlemmer af ejerforeningen kunne ansøge om dispensation fra lokalplanen og anmode om lovliggørende byggetilladelse. Dette nægtede ejerforeningen. 

Medlemmerne påberåbte sig også Grundlovens § 73 og en række andre synspunkter om bl.a. usaglig forskelsbehandling mellem medlemmerne. De påberåbte sig også passivitet, idet de mente, at forholdet havde været kendt i 7 år uden at man greb ind fra ejerforeningens side. Ejerforeningen mente omvendt, at dens bestyrelse ikke skulle udstede fuldmagt til brug for byggeansøgning, og at bestyrelsen ud fra bl.a. moderne governence regler for selskaber og forforeninger var berettiget til at afvise, og henskyde spørgsmålet til en generalforsamling, hvilket medlemmerne omvendt ikke ønskede, men krævede, at bestyrelsen skulle udstede fuldmagten. Man bestred fra ejerforeningens side synspunktet om passivitet. 

Advokat Kristian Dreyer har bistået ejerforeningen, der blev frifundet, og fik medhold i sine påstande om, at der kunne kræves reetablering selvom der ikke i vedtægten var hjemmel til sådanne skridt. Fristen for fysisk reetablering blev fastsat til 60 dage. 

Sagsøgerne havde værdisansat sagens værdi til ca.1.330.000 kr., herunder med henblik på fastsættelse af tilkendte sagsomkostninger til advokat med udgangspunkt heri. Ejerforeningen protesterede, og krævede sagsgenstanden værdimæssigt nedsat og fik ligeledes medhold heri, men måtte omvendt leve med, at advokathonoraret blev betydeligt nedsat. Ejerforeningen fik således medhold i, at værdien af sagen ikke blot kan fastsættes frit

Kristian Dreyer beskæftiger sig indgående med foreningsretlige forhold, herunder andelsboligforeninger og ejerforeninger, og har bl.a. skrevet den kommenterede ejerlejlighedslov. 

Dommen er ikke anket, og derfor endelig, og kan læses her.