K2 item: Majken Korsgaard

For de fleste virksomhedsejere vil det være noget angstprovokerende at skulle opsige en medarbejder, og særligt når medarbejderen er på barselsorlov. Det var ikke desto mindre det, der var sket, og ansættelsesadvokat og partner Majken Korsgaard førte sagen i Østre Landsret for virksomheden, der var blevet mødt med krav fra medarbejderen. 

Sagens omstændigheder var følgende: 

Virksomheden opsagde medarbejderen under dennes barselsorlov i midten af 2021 og til fratrædelse ved udgangen af året. Der var imellem parterne enighed om, at virksomheden var økonomisk presset som et resulat af COVID-19 pandemien og de dermed forbundne nedlukninger. 

Efter bevisførelsen fandt landsretten, at medarbejderens stilling måtte anses for at være blevet nedlagt i forbindelse med opsigelsen af medarbejderen, og at det herefter var virksomhedejeren selv, der varetog de opgaver, som medarbejderen tidligere havde udført i sin stilling. Den omstændighed, at en anden medarbejder i enkelte tilfælde, havde udført beskedne opgaver, som den opsagte medarbejder havde udført, ændrede ikke herpå.  

I foråret 2022 opsagde en medarbejder sin stilling i virksomheden, der i konsekvens heraf besluttede sig for at slå en stilling op, hvor en række opgaver, tidligere havde været udført af den under barsel opsagte medarbejder. 

Landsretten var enig med advokat Makjen Korsgaard i, at lovligheden af en opsigelse, må vurderes ud fra omstændighederne på opsigelsestidspunktet, og henviste i den forbindelse til Højesterets praksis herom. Med andre ord skulle lovligheden af opsigelsen af medarbejderen, der var på barselsorlov, vurderes ud fra virksomhedens realitet i midten af 2021, hvor virksomheden var presset økonomisk på grund af de mange nedlukninger. Herefter var opsigelsen lovlig. Der var ifølge landsretten heller ikke grundlag for at overveje en omplacering af den opsagte medarbejder til en anden stilling i virksomheden. På baggrund af disse forhold, blev virksomheden frifindet for medarbejderns krav. 

Dommen kan i anonymiseret form rekvireres ved henvendelse til mdc@galst.dk 

Reference: BS-33489/2022-OLR ført af advokat og partner Majken Korsgaard, GALST.